Her kan du læse standarden for vore to
hunderacer:
- Gravhund og Korthåret Hønsehund
FCI Standard Nr 119
07.09.1998 (D) (ORG 05.01.1995)
KORTHÅRET HØNSEHUND
(DEUTSCHER KURZHAARIGER VORSTEHHUIND)
Oprindelsesland: Tyskland
Anvendelse: Alsidigt anvendelig jagthund.
Klassifikation: FCI Gruppe 7 (Stående jagthunde),
Sektion 1 (Kontinentale, stående jagthunde af typen "Braque"). Med brugsprøve.
Historie. Racens historie begynder med de hunde, der blev anvendt ved jagt med net på fuglevildt, først og fremmest i Middelhavslandene, og ved falkejagt. Via Frankrig, Spanien og Flandern kom de stående jagthunde til de tyske fyrstehoffer. Disse hundes vigtigste egenskab var deres evne til at tage stand. Endnu større blev behovet for de stående hunde efter fremkomsten af det første dobbeltløbede jagtgevær (1750). For disse hunde blev "fuglevildt i flugten" nedlagt, og det blev indledningen til overgangen fra en rent stående hund til den alsidige jagt-brugshund. Som det afgørende grundlag for opbygning og udvikling af avlen fremkom i 1897 "Zuchthuch Deutsch Kurzhaar", og det var prins Albrecht af Solms-Braunfeld, der opstillede racens standard, regler for bedømmelsen af eksteriør og til sidst også enkle regler for jagtprøver. l vore dage passerer Korthåret Hønsehund det filter, der udgøres af detaljerede regler for avl og markprøver. l standarden fastlægges den alsidige jagthund Korthåret Hønsehund's egenskaber, som sætter den i stand til at opfylde alle jagtmæssige krav, selv i en høj alder.
Helhedsindtryk: En ædel, harmonisk hund, hvis kropsbygning sikrer kraft, udholdenhed og hurtighed. En stolt holdning, smukke linier, tørt hoved, vel båret hale, stram, glansfuld pels og jordvindende, harmonisk bevægelse understreger dens ædelhed.
Proportioner: Kropslængden skal være en smule større end skulderhøjden.
Temperament: Væsensfast, ligevægtig, pålidelig, behersket, hverken nervøs, sky eller aggressiv.
Hoved: Tørt, markant, hverken for let eller for svært bygget. Det svarer i kraft og længde til kropsform og kønspræg.
Skalle: Tilpas bred, fladt hvælvet skalle med svagt markeret nakkeknude. Pandefuren er ikke for dyb, og øjenbrynsbuerne er tydeligt udviklede.
Stop: Kun moderat udviklet.
Næse: Noget fremtrædende. Næseborene tilstrækkeligt åbne, brede og bevægelige. Næsen er primært brun; kun hos hunde med hvid grundfarve tillades kødfarvet eller plettet næse.
Næseparti: Langt, bredt, dybt og kraftigt, så det letter hundens evne til at bære vildtet korrekt. Set fra siden er næseryggen let hvælvet, mest udpræget hos hanner. Der ses alle mellemformer, lige fra en ædel 'væddernæse' til en ganske let hævning over den lige linie. En helt lige næseryg er er mindre tiltalende, men lige så vel tilladt, mens en konkav næseryg er en alvorlig fejl.
Læber: Tilliggende, ikke alt for overhængende, godt pigmenterede. Fra næsen går de næsten lodret ned til skillepunktet, hvorfra de fortsætter i en flad bue til den moderat markerede mundvig.
Kæber, bid: Kraftige kæber med perfekt, regelmæssigt og fuldstændigt saksebid, dvs at ragkken af de øverste fortænder griber ned tæt foran de underste, og at tænderne er stillet næsten lodret i kæben. Med 42 sunde tænder i henhold til tandformlen.
Kinder: Kraftige, med god muskulatur.
Øjne: Middelstore, hverken udstående eller dybtliggende. Den ideelle farve er mørkebrun. Øjenrandene ligger godt til.
Ører: Moderat lange, ansat højt og bredt. De hænger ned tæt til hovedet, fladt og uden at dreje, og de er stumpt afrundede nedadtil. Hverken for kødfulde eller for tynde. De skal kunne nå cirka til mundvigen, hvis de holdes fremad.
Hals: Af en længde, der passer til helhedsbilledet, og gradvis bredere mod kroppen. Nakken er meget muskuløs og let hvælvet. Ved struben er huden stramt tilliggende.
Krop:
Overlinie: Lige og let faldende.
Manke: Tydelig.
Ryg: Fast og godt muskuløs. Rygradens torntappe skal være skjult af muskulaturen.
Lænd: Kort, bred, muskuløs og lige eller let hvælvet. Vel sluttet og fast overgang mellem ryg og lændeparti.
Kryds: Bredt og tilstrækkeligt langt, ikke brat faldende, men kun let hældende mod halen. Med god muskulatur.
Bryst: Mere dybt end bredt, med godt markeret forbryst. Brystbenet, der ligger i højde med albueleddet, skal nå så langt som muligt bagud. Ribbenene er godt hvælvede, hverken fladribbede eller tøndeformede, og de bageste ribben når,- godt bagud.
Underlinie. bug: Let optrukken i en elegant bue bagud. Tør.
Hale: Højt ansat, kraftig ved basis og tyndere udefter. Middellang. Til jagtbrug kuperet til ca. halv længde. Når hunden er i ro, bæres halen hængende; under bevægelse bæres den vandret, ikke for højt over ryglinien eller stærkt krummet. I lande, hvor halekupering er forbudt, kan halen forblive i sin naturlige tilstand. Den skal i så fald kunne nå ned til haseleddet og bæres lige eller let sabelformet.
Lemmer:
Forpart:
Generelt: Set forfra er benene lige og parallelle, set fra siden er de stillet godt ind under kroppen.
Skuldre: Skrå og godt tilbagelagte, fladt tilliggende, med kraftig, tør muskulatur. God vinkling mellem skulderblad og overarm.
Overarm: Så lang som muligt, med god og tør muskulatur.
Albuer: Ligger tæt, men ikke presset, ind til krappen, hverken ud- eller indaddrejede, placeret langt tilbage. God vinkling mellem over- og underarm.
Underarm: Lige, med tilstrækkelig muskulatur. Kraftig, men ikke for svær knoglebygning.
Håndrod: Kraftig.
Mellemhånd: Minimal vinkling mod underarmen, men ikke stejlt stillet.
Forpoter: Runde til ske-formede, med tæt sluttede, tilstrækkeligt hvælvede tæer. Kløerne er kraftige. Robuste, modstandsdygtige trædepuder. Poterne er stillet parallelt og drejer ikke ind- eller udad i stand eller bevægelse.
Bagpart:
Generelt: Set bagfra lige og parallel bagstilling med gode vinkler og kraftig knoglebygning.
Overlår: Langt, bredt og muskuløst. God vinkling bækken/overlår.
Knæled: Kraftigt, med god vinkling mellem over- og underlår.
Underlår: Langt, muskuløst og senet. God vinkling underlår/mellemfod.
Haseled: Kraftigt.
Mellemfod: Lodret stillet og kraftig.
Bagpoter: Runde til ske-formede, med tæt sluttede, tilstrækkeligt hvælvede tæer. Kløerne er
kraftige. Robuste, modstandsdygtige trædepuder. Poterne er stillet parallelt og drejer ikke ind- eller udad i stand eller bevægelse.
Bevægelse: Jordvindende, med godt fraskub og tilsvarende fremgreb fortil. Bevægelsen er lige og parallel i for- og bagparti, med godt rejst holdning. Pasgang er uønsket.
Hud: Stramt tilliggende, uden folder.
Pels:
Hårlag: Kort og tæt, skal føles groft og hårdt. På hoved og behæng er hårlaget tyndere og kortere, på halens underside ikke påfaldende længere. Hårlaget skal dække hele kroppen.
Farve:
Brun, uden aftegninger.
Brun, med en smule hvide eller "skimlede" aftegninger på bryst og ben.
Mørk brunskimmel med brunt hoved og større eller mindre brune pletter. En sådan hunds grundfarve er ikke brun med hvidt eller hvid med brunt, men hårlaget er en tæt blanding af brune og hvide hår, hvorved hunden opnår det lidet iøjnefaldende ydre, som er så værdifuld til jagtbrug. Indvendig på bagbenene og ved halespidsen er farven ofte lysere.
Lys brunskimmel med brunt hoved, store og små, brune pletter, evt kun småplettet. de hvide pelshår Hos denne farvevariant findes brune pelshår kun i ringe omfang; de hvide pelshår dominerende.
Hvid, med brune aftegninger i hovedet og store eller små, brune pletter.
Sort pelsfarve i samme nuancer som brun eller brunskimlet. Gule aftegninger ("Brand") er tilladt.
Blis og småplettet overlæbe er tilladt.
Størrelse: Skulderhøjde for hanner: 62 - 66 cm, for tæver: 58 - 63 cm.
Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
-
Fejl i holdning eller kønspræg.
-
For kort næseparti.
-
For fyldige eller for tynde læber.
-
Tandmangel: 2 tænder (P1 og M3), dvs at af det samlede antal på 4 stk P1 og 2 stk M3 må der højst mangle to tander.
-
For lyse øjne. Lysegule rovfugleøjne.
-
For lange, for korte, for tunge, for tæt ansatte eller drejede behæng.
-
Løs halshud.
-
Let karperyg.
-
For kort kryds.
-
For dybt bryst.
-
Halen bæres for højt over ryglinien eller stærkt krummet.
-
Ud- eller indaddrejede albuer. Ud- eller indadvendte poter. For snæver eller for bred stilling.
-
Stejl bagpart.
-
Let hjulbenet, let kohaset eller let hasesnæver.
Alvorlige fejl:
-
Plump, sløv, med for svær knoglebygning.
-
Udpræget stop.
-
Kødfarvet eller plettet næse (undtagen ved hvid grundfarve).
-
Spidst næseparti. Konkav næseryg.
-
Tangbid, helt eller partielt. (Hos hunde over 4 år kan tangbid forekomme på grund af alder. Et sådant tangbid har ikke indflydelse på bedømmelsen, såfremt det kan attesteres, at hundens bid ved en tidligere udstilling er konstateret normalt).
-
Tydelig karperyg, let hængeryg.
-
Betydeligt mangelfuld brystdybde. Ikke markeret forbryst. For fladribbet eller tøndeformet brystkasse.
-
Stærkt ud- eller indaddrejede albuer.
-
Blød, for stærkt eftergivende håndrad.
-
Stejl mellemhånd.
-
Stærkt kohaset eller hjulbenet, både i stand og bevægelse.
-
Overbygget bagparti
-
Spredte tæer.
-
Flade poter.
-
Klodset bevægelse.
-
Afvigelse på mere end to cm fra de nævnte skulderhøjder.
Diskvalificerende fejl:
-
Store afvigelser i kønspræg.
-
Mangel på mere end to af de i alt 4 stk P1 og 2 stk M3. Mangel på en eller flere af de øvrige tænder. Tænder, der ikke ses, gælder som tandmangler, med mindre det kan attesteres, at de ved en tidligere udstilling/avlskåring har været på plads.
-
Under- eller overbid, krydsbid og alle mellemformer.
-
Overtallige tænder, placeret uden for tandrækken.
-
Ganespalte, hareskår.
-
Meget løse øjenrande, ektropion, entropion, distichiasis (dobbelt række af øjenvipper).
-
Stærk hængeryg, krum (skæv) rygrad.
-
Deformeret brystkasse, f eks ved at at for kort brystben giver en brat stigende underlinie bag brystet.
-
Vildtkløer på for- eller bagben. (NB! Håndhæves ikke i Danrnark)
-
Enhver form for svagt væsen.
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Standarden udgivet af FCI 7 SEPTEMBER 1998
Oversættelsen godkendt af DKKs Standard Kornité
NOVEMBER 1998
Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK Maj 1995
Webdesign
by Viking Desktop
|